KMD ANALYSE 1. Indledning 1.1 Baggrund 22 pct. af Danmarks befolkning er erhvervsaktive pårørende. Denne rapport er udgivet af KMD Analyse i samarbejde med Ældre Sagen, Pårørende i Danmark og Relabee for at belyse pårørendes vilkår på arbejdsmarkedet. Formålet med undersøgelsen er at undersøge omfanget og karakteren af de udfordringer erhvervsaktive pårørende står overfor, for at kunne arbejde for at skabe løsningsmodeller og politiske tiltag. Undersøgelsen er udført af Userneeds i maj 2018 på vegne af KMD i samarbejde med Ældre Sagen, Pårørende i Danmark og Relabee. Undersøgelsen inkluderer 633 respondenter mellem 18 og 70 år, der hjælper en nærtstående minimum 1-2 gange om ugen. Erhvervsaktive pårørende oplever udfordringer, som direkte eller indirekte påvirker deres arbejde. Det har tidligere undersøgelser vist. Men det svinger meget i de forskellige undersøgelser, hvor stor påvirkningen er. Vi ved fra tidligere undersøgelser1, at pårørendes fysiske og psykiske helbred påvirkes negativt af deres pårørendeopgaver. Med denne analyse ønsker vi at undersøge, hvilke udfordringer erhvervsaktive pårørende står overfor, og hvordan udfordringerne påvirker deres arbejdsliv. Det handler f.eks. om kortere og længerevarende sygemeldinger og orlov, om der bruges feriedage og afspadsering på at kunne tage med til læge, til undersøgelse og behandling eller træde til i akutte situationer. Undersøgelsen spørger ind til, hvad dette betyder i forhold til arbejdet, om det har indflydelse på kvaliteten af arbejdet, om pårørende har valgt at sige nej tak til arbejdsopgaver, overvejer at stoppe på arbejdsmarkedet, osv. Med analysen ønsker vi også at kortlægge, hvor mange pårørende, der deltager ved undersøgelser, samtaler og behandlinger i sundhedsvæsenet eller i samtaler med sagsbehandler, mv. Det er særligt interessant for KMD, idet der kunne være et digitaliseringspotentiale i disse udfordringer. 1.2 Opbygning af analysen I afsnit 2 Pårørende på arbejdsmarkedet beskrives pårørende på arbejdsmarkedet ud fra resultaterne af den gennemførte spørgeskemaundersøgelse. Resultaterne præsenteres med udgangspunkt i besvarelserne fra 633 respondenter, der er pårørende for nuværende, med løbende nedslag og krydsninger, hvor det findes relevant. Afsnit 3 Pårørendes arbejdsliv redegør for den fysiske og psykiske belastning, som pårørenderollen medfører og de karrieremæssige og økonomiske konsekvenser af at være pårørende. Afsnittet behandler også pårørendes holdninger til forskellige løsningsforslag og kendskab til hjælpeordninger. Afsnit 4 Om analysen redegør for metoden i den gennemførte dataindsamling og behandling af data. 4 1 Vox Meter for Ældre Sagen 2017, Ulykkespatientforeningen 2017, ViVe 2017 (Notat baseret på Ældre databasen 2002-2012), Merck, 2017, Danmarks Statistik for Ældre Sagen 2015, Pårørende i Danmark 2015, CEFU 2012.
Download PDF fil